Stelvio, stål og uld

Squadra Molteni har kørt La Marmotte, Paris-Roubaix, og fra Granada til Pico del Veleta (3400 m, europas højeste vej). Det hele på stål og i uld. Nu gjaldt det ikoniske Stelvio.

Kampen starter inden vi overhoved er rejst til Italien. Et par dage før afrejsen er stålcyklerne pudset og pakket ned, og uld-cykeltøjet er nyvasket. Og så får vi beskeden:

“Please let me remind you that the use of the race pack jersey is compulsory during our granfondo, so you won’t be allowed to use your wool jerseys”.

– Vi må ikke køre i vores orange uldtrøjer! Sådan noget tåbeligt pjat! Jeg tager en snak med resten af holdet, og der er enighed om, at vi på ingen måde har tænkt os at følge dén regel – som for øvrigt ikke engang står i løbets regler. Squadra Molteni kører i orange uld.

Basta!

Søndag morgen står vi klar i Bormios smalle gader. De gamle Campagnolo Nuovo Record bremser kommer på overarbejde allerede kort efter start. Løbet begynder med 40 km nedkørsel. Og der er er knald på. Vi hamre derned af med over 60 km/t. Vi ligger i slipstrømmen i det store felt.

Teglio

Efter 45 km ligger den godt 7 km lange opkørsel til Teglio. I starten er den blid. Men så bliver vejen smal og stejl. Vi kæmper med at finde ind i en rytme. Morgensolen bider allerede i huden. Det er en varm forret.

– Kort før toppen kan jeg mærke, at der er noget galt med min kæde. Jeg ser ned. Et kædeled er halvt knækket. Jeg når op i depotet. Mellem to halve bananer og en halv liter energidrik, får jeg sat et nyt led i kæden.

Vi klar igen. Nu venter en spændende nedkørsel og 25 km “falsk fladt” inden … Mortirolo!

Passo di Mortirilo

Vi drejer til højre og længere fremme i noget skov forsvinder vejen … op i luften.

– Jamen for fanden da… Den berygtede vej op til Passo di Mortirilo er næsten ubeskrivelig. Mens jeg smider den ned i mit letteste gear (42-28) aftaler vi, at det er hver mand for sig selv op af dette inferno.

Vejen er ikke en vej. Det er en nærmest en cykelsti, der skærer sig op af en stejl bjergside indhyllet i tæt skov. Vejen rejser sig til noget der minder om Kiddesvej på det stejeleste sted. Sådan fortsætter det.

– Jeg står op og træder til. Mit baghjul spinder rundt. Fuck! Jeg sætter mig ned igen. Mit gear er så tungt, at jeg må hugge i det. Bruge hele min krop som vægtstang for hvert pedaltråd. Min puls stiger – men jeg forsøget at holde nogle tunge og rolige vejrtrækninger. Det virker. Jeg kommer ind i en rytme. En god rytme. Det er helt sikkert ikke kønt. Men der der effektiv. Jeg overhaler den ene rytter after den anden. De sidder i deres lette compact-34-32-gear. Deres ben pisker rundt – men de kommer ikke meget fremad.

Halvvejs oppe stiger vejen yderligere. Den stiger fra meget stejl til sindsygt stejl. Flere steder stiger vejen over 25%. Underlaget går fra asfalt til rillet cement.

– Træder jeg til laver jeg hjuspin. Bliver jeg siddende går jeg i stå. Jeg hopper af. Mine cykelsko får ikke engang får ordenligt fat på cementen. Jeg må gå ude ude i kanten af vejen, for at få bid i skovbunden.

Vejen lægger sig lidt igen. Der er kun et par kilometer til toppen. Der cykles videre op. På toppen samler vi op. Men vi kommer hurtigt til at fryse. Vi køre ned i dalen til depotet og vente dér.

Passo dello Stelvio

Vi har godt 30 km til bunden af Passo dello Stelvio. Det er ikke fladt. Ikke engang falsk flad. Det går opad hele vejen. 3, 4, 5 procent. Èndda et langt stykke med 10%. Vi er allerede begyndt at lide. Vi slå den indre diesel til.

I Bormio rejser Stelvio sig. Der er 22 km til toppen. Gennemsnitsstigningen siger 7,5%. Det er varmt i bunden. Vi når de første hårnålesving og tunnellerne. Der er stadig 15 km igen.

– Det bager og vi koger. Sved løbet ind i mine øjne. Kilometerstenene tæller ned og mine ben får det bedre og bedre. Men med godt 10 km igen, er min 0,5 l flaske tom. Jeg må ind på en café og få fyldt den op. Der ryger en cola ned også. Ren jet-fuel.

Vi når de første snedriver. Luften er køligere. Og tynd. Vi hiver efter luften – men nyder udsigten. Vejen rejser det sidste stykke til toppen.

Vi kører i eufori.
Vi holder sammen
– og vi glider over målstregen ved siden af hinanden.

Squadra Molteni – Granfondo Stelvio Santini 2018:

Niels Bjørnsteen
Kasper Sørensen
Maria Winther
Jens Langergaard
Kristian Blume

Published by