Jagten på en lyd

I det tidlige foråret skulle jeg have første tur på min nybyggede Molteni Colnago Super. Jeg havde bruge en del timer gennem vinteren på at bygge cyklen op. Stellet var afstrippet, malet og lakeret. Campagnolo Nuovo Record komponenterne var flyttet over fra min første Molteni replika, som er en Banani fra 1977.

Nå, men allerede på første testtur hørte jeg en mislyd. En let knirkende lyd fra kranken. Lyden kom kun, når jeg trådte pænt til – og den kom ved tråd i både højre og venstre pedal.
Jeg regnede med, at det var pedalarmene, som skulle have lidt fedt ved krankaksen. Det blev smurt – og da jeg nu var ved det, så fik området ved klingebolte og klinger også en tur. Men på næste træningstur var lyden der stadig.
Pis!
Jeg frygtede nu, at det måske var kranksættet, som var revnet et sted. Eller stellet. Men jeg fandt ingen revner i hverken kranksæt eller stel.
Pyha!
Så jeg skruede krankboksen ud – og smurte alle steder. Og jeg gav pedalerne samme tur. Men på næste træningstur var lyden der stadig…
Arrrr!
Nu var jeg ved at miste modet – eller i hvert tilfælde måtte der én med overblik og erfaring på banen. Så … jeg skrev til Lars Bryde. Lars skrev tilbage, at jeg skulle gå systematisk til værks. Og at knirkelyden kunne komme det mest uventede sted fra!
Aha!
Jeg gik nu systematisk til værks. Jeg startede med styr og frempind. Afmontede og smurte op. Så styrfittings. For at undgå at skulle ud og teste på landevejen hver gang – så testede jeg cyklen på træningsrullen. Alt blev smurt op. Selv bremser og gevindet ved geardroppet fik en tur. Men knirkelyden blev ved med at være der.
Da jeg synes, at jeg efterhånden havde været gennem alle tænkelige steder – og knirkelyden STADIG var der, når jeg trådte til – var jeg ved at give op.
Men mens jeg sidder der på cyklen, på rullen, og kunne høre knirkelyden hver gang jeg trådte i gennem – kom jeg til at skifte med skrårørsvælgeren. Og lige da jeg rørte skrårørsvælgeren kunne jeg høre, at knirkelyden kom – blot lidt kraftigere. Jeg tog nu fat i gearkablet og trak let i det. Bagskifteren skiftede et par gear op – og jeg holdte positionen. Nu trådte jeg til igen – og knirkelyden var det ikke. Jeg slap gearkablet igen. Bagskifteren skiftede et par gear ned og jeg trådte til – knirkelyden var der igen.
Bingo!
Det måtte altså vare skrårørsvælgeren. Jeg skilte den ad (faktisk begge to, bare for at være sikker), smurte – og samlede igen.
Knirkelyden var væk.

Og har ikke været der siden.

Published by