Stål, uld og Helvede i Nord

Regnen slår mod ruderne på bussen. Det nordfranske landskab ligger gråt og regnvådt i morgendisen. Og venter. Jeg havde godt set de første stænk på ruden lidt tidligere, men jeg havde slået det hen. Der ville ikke komme regn. Forude venter 163 våde kilometer. Over 50 af dem på brosten. Det er Paris-Roubaix. Det er Helvede i Nord.

Regn, merinould og plastikpose

Bussen nærmer sig Busigny. Det er gråt og vådt. Benene får en ekstra gang varmecreme og jeg trækker mine lange løse ærmer i merinould på. Molteni-kasketten blev sat på plads under hjelmen – og jeg stiger ud af bussen.

Det er mildt i vejret. Men en stille silende støvregn ligger over den lille franske bondeby, der denne morgen var begravet i et trafikkaos af busser og personbiler – og motionscykelryttere.

Der findes rigtig meget godt moderne cykeltøj nu om dage. Vindtæt, vandafvisende og samtidig helt åndbart. Det ér smart – ingen tvivl om det. På vej ned mod startstregen tænker jeg, at hvis denne silende støvregn bliver ved, vil det blive en meget lang og våd dag i mit merinould-cykeltøj. I det samme kører jeg forbi en skraldespand.

En plastikpose med et halvt flûte ligger øverst. Jeg tømmer posen og stoppede den ind på maven. Ind mellem min Molteni-jersey og min merinould-svedtrøje. Så – nu har jeg windbreaker!


Starten

Jeg ruller igennem startportalen – og finder ud af, at stort set alle ryttere har valgt at rulle stille og roligt. Det var ikke min plan.

Jeg og min makker Per giver den godt med gas. Vi kører fra gruppe til gruppe. Regnen siler ned, men jeg ænser den ikke. Efter 13 km rammer jeg den første Pavé. En 3-stjernet på 2,2 km. Jeg kommer ind med god fart. Måske med 35-38 km/t. Jeg træder igennem. Det er den simple opskrift: Træd til og hold høj fart. Og hold ikke for fast om styret. Mange ryttere kører betydeligt langsommere. Nogle står næsten stille eller zig-zaggre fra den ene side til den anden. Jeg overhaler indenom, udenom – og nærmest i spring.

Pavé 26, 25 og 24 kommer lige i efter hinanden. Der er kun få hundrede meter med asfalt imellem hver pavé. Næsten 6-7 km med brosten. Det er et frygteligt langt stykke. Godt 15-17 minutter, hvor alt hopper og ryster. Og  brostenene er glatte. Meget glatte. Jeg kan flere gange mærke, at for- eller baghjulet skrider ud.

Efter godt 40 km trak min makker fra. Han er flyvende. Har har ramt godt flow.

Jeg kæmper med rytmen efter et par overhalinger, der gik skævt. Regnen er stoppet og det lysner mod nord.

Brosten, græs, jord, kolort & knivskarpe italienske veteraner

De nordfranske er deforme. Mellemrummene mellem brostenene er fra 3 – 10 cm. Nogle gange mangler der ligefrem en brosten. På nogle af paveerne er der en høj midte, hvor der ofte er lidt græs, jord eller kolort mellem brostenene. Dér er der lidt behageligere at køre. Med mindre det er vådt føre. Så er forhøjningen ekstrem glat – og en blanding af jord og kolort står som en stråle op efter dækkene.
Sådan er det i dag.




Efter godt 42 km kommer første depot. Jeg føler mig stærk og er inde i en god rytme. Jeg har stadig en halv liter vand, et par gels og en pakke druesukker i baglommerne – så jeg vælger at køre forbi depotet. Gruppen jeg ligge med drejer ind i depot. Jeg er alene.
En lille gruppe på 5 italienske herre med gråsprængt hår og knivskarpe markerede ben kommer op bagfra. De kører på toplækre carbon Colnago’er. De kører rulleføringer – og farten er over 40 km/t.
Jeg hægter mig på – og deltager i kæden. De kommer med et par anerkendende blikke, et nik – samt et “Molteni”.

Ikke så mange kilometer efter rammer vi pavé Verchain à Quérenaing. Den smalle asfalt-landevej går pludselig over i brosten.  Jeg ligger forrest da vi ramte paveen. Da jeg er et par meter inde på paveen, ser jeg ud af øjenkrogen, at en af de italienske herre ryger ud over styret med et hyl. Hans cykel slå en saldo og snitter mit baghjul.

Mit blik er stift rettet mod pavéen. Ikke noget med at vende hovedet og se tilbage. Jeg trykker igennem. Forsøger at holde mig på toppen af brostenene, der ligger vind og skæve. Da jeg er igennem, ser jeg mig tilbage. Den italienske gruppe er væk.

Trouèe Arenberg

Arenberg-paveen er som ingen af de andre paveer. Brostenene er så dårligt lagt og vejen så deform, at man tror det er løgn. Og det er surrealistisk så hårdt, som rystelserne slår op i styret. 
Jeg kommer ind med over 40 km/t. De første 100 meter går fint – men så klumpede det sammen. Ryttere der har mistet modet bremser op. Nogle holder næsten på tværs, men andre trækker ude i siden.
Jeg forsøger at holde farten. Holde mig på midten af paveen. Men hver gang jeg skal overhale mistede jeg moment. En rytter kommer bagfra. Han har for meget fart på. Han er ude af kontrol. Kører inde i højre side, slår et slag og vælter lige foran mig. Jeg kan ikke nå at undvige. Jeg forsøger at hoppe hen over ham. Det lykkes kun halvt.

Jeg rammer ned i brostenene med mit venstre knæ og albue. Røven får jeg plantet på hans forgaffel eller forhjul. En lyd af carbon der knækker.

Jeg rejser mig op. Tjekker. Jeg er ok. Cykelen næsten ok. Styret sidder skævt. Jeg retter det lynhurtigt. Tjekker forhjul, baghjul og gear. Alt er ok.
Videre. Der er godt 100 km hjem – og endnu 16 paveer!


Hård modvind og er fuldstændig fantastisk fornemmelse

Godt 10 km efter Arenberg ligger depot nummer to. Jeg er løbet tør for vand – så jeg må ind og tanke. 2 x 0,5 liter Isostar, en håndfuld rosiner, en håndfuld TUC-kiks, en belgisk vaffel i baglommen – og så afsted.

Det er for længst blevet tørvejr – men det var blæst op. Nogle strækninger ligger i en strid modvind. Pavee nr 14, Tilloy à Sars-et-Rosiàres, ligger i morderisk hård modvind. Det er en fire-stjernet pavé på 2,4 km. Over halvdelen er i piv-modvind. Omkring 8-9 m/sek på åben mark. Det er et smertehelvede.

Der er kun 63 km igen – og 12 paveer tilbage! Heriblandt de to 4-stjernede og de to legendariske 5-stjernede: Mons-en-Pévèle og Carrefour de l’Abre. Det er en konstant nedtælling. 13, 12, 11, 10 … Mine hænder og arme smerter. Mine ben har det fantastisk. Massere af overskud.
Efter Carrefour de l’Abre kan Roubaix skimtes i horisonten. Det er en fuldstændig fantastisk fornemmelse at køre ind gennem Roubaix – og den lange allé mod Velodromen.

Og kulminationen er unik. Efter 163 km på brosten, i regn, i modvind, på jord og i kolort – at dreje skarpt til højre og ind på den legendariske Roubaix Velodrom.

Det er Ubeskriveligt og helt vidunderligt.

Published by

Skriv et svar